Dagbog fra rundrejsen i Gambia og Senegal,

1. til 9. marts 2004

 

Mandag den 1. marts

 

Sikket et tidspunkt. Var ankommet til København i går søndag sammen med Joan. Jeg kørte i tog, og mødtes i Fredericia med Joan. Aftenen og natten i København foregik hos Tine - en af Joan’s veninder fra Klitmøller. Te, hjemmebagte boller og en afsnit af DR store succes "Krønniken". Op kl. 05.30 og afsted i taxi til Kastrup Lufthavn.

Check-in og morgenmad med en Gl. Dansk. Planmæssig afgang kl. 8.15 med "My Travel". Enten er flyene krympet eller jeg vokset – eller begge dele. Men... meget lidt benplads med serveringsbakken helt inde i maveregionerne. Bare man havde været kineser med korte lemmer!

Teknisk mellemlanding på Tenerife. Ud at strække benene og trække rigtig dejlig varm ilt og nyde en kølig pils sammen med Joan. Kom lidt sent til afgang og fik "limousine kørsel" til det ventende fly. Ankomst til Banjul International Airport kl. 15.45 (lokal tid). Så havde vi også fløjet i næsten 9 timer, siger og skriver ni timer!


Gennem en frygtindgydende toldinstans. Transport til Hotel Banna Beach, hvor der blev afholdt et godt velkomstmøde af vor turguide Morten. Vi er 30 rundrejsegæster. Alle par på nær en voksen datter på næsten 40 og lille "ensomme" Kai fra Fyn. Aldersmæssigt var vi tre på ca. 40 og en alderspræsidenten på 64 år. Hovedvægten var afgjort omkring 55 år. Derefter check-in på værelserne, som var acceptable. Stor middagsbuffet under åben himmel med fin, fin underholdning af kalabas-musikere, -akrobater og -dansere ("Kora").

 

 

Tirsdag den 2.marts

 

Bagagen læsses på taget af to minibusser. Busserne er udstyret med aircondition, og der er fin plads. Vi sidder meget godt på et dobbeltsæde – jeg ved gangen med udsigt både fremad og ud af vinduet. Kan næsten ikke være bedre.

Vi fornemmer hurtig den mættede og intense stemning, der er i hovedstaden Banjul, hvor vi bliver buret ind i færgecentralen med foto-forbud. Vor turguide Morten er en kompetent og meget engageret rejseleder, som bliver bistået af den indfødte guide "Mougly" (his Nick-name). Derudover har vi selvfølgelig vore to dygtige indfødte chauffører.

Gambia River besejles af to meget gamle færger (ligner Fanø-færgerne) og er mellem Banjul og Basse flere kilometer bred (4.5 km). "Fort Bullen", bygget af englænderne i 1820, i Basse aflægges et besøg. Fortet er opført primært for at beherske slavehandlen i trekantshandlen, senere for at kontrollere forbuddet med slavehandlen. Fortet er ikke særligt spændende, men historien bag den er yderst medrivende.

Det er netop i Gambia, at den farvede amerikanske forfatter Alex Hailey fandt sine rødder med Kunta Kinte i landsbyen Jufureh, lige overfor James Island med slave-fortet og slave-husene og skrev bogen "Roots" (Rødder), som blev TV filmatiseret. I dag valfarter afro-amerikanerne til Jufureh, ligesom jøderne drager til "Grædemuren".

Landet nord for Gambia River er væsentlig fattigere og mere tilbagestående end sydsiden – hvis det i det hele taget er muligt! Den asfalterede vej ophørte ret hurtigt efter Basse, og vi kom herefter til at køre på "Durty Roads", meget, meget ujævnt – værsgo’! Masser af rødt støv, der trængte ind overalt. Men det skulle vise sig, at vi ikke burde klage over vejnettet, det blev meget værre! Den ene landsby efter den anden blev passeret. Husene var alle opført som rigtige runde negerhytter med strå eller ler/mudder-vægge og taget beklædt med det obligatoriske elefantgræs. De indfødte havde ikke meget at gøre godt med. En simpel seng, lidt tøj og en krukke til vand samt en krukke til mad. Men deres fattigdom virkede naturlig, og der var ikke slumdannelser, som vi senere fik at føle i bla. Basse Sante Su. Velkommen til et U-land og velkommen til "Det Rigtige Afrika".

Lunch blev holdt i Farafenni. Bus-karavanen kørte videre til "Sten-cirklerne" i Wassu, der er monumenter af rødbrune sten, der står i cirkler og kan dateres til omkring 1000 år før Kristus.

Stedet menes at have været gravplads for de gamle konger. Her blev vi underholdt med sang og dans af landsbyernes børn. Da det netop var muslimsk helligdag, var der nok mødt en 50-60 børn op, og den obligatoriske uddeling af bolcher kunne slet ikke kontrolleres af os og deres ledere. Børnene var som sultne løver. Hårdhændede midler blev taget i brug – ret ubehageligt!

Sidst på dagen ankom vi til Jangjang Bureh Camp ved Gambia River tæt på Jangjang Bureh (tidl. Georgetown).Hytterne i campen er ganske simple, og campen er helt uden elektricitet. Vi blev installeret i en simpel hytte uden dør til toilettet. Senere fandt vi ud af at det var ganske normalt. Der var i nogle af værelserne problemer med kryb, men ikke hos os. Joan – som elsker varme bade - fandt ud af, at der ikke er opvarmet vand i hanerne i Gambia, men derimod kun den friske vand fra Gambia-floden – når pumpen fungerede. Køligt og forfriskende til morgenbadet.

Middagsbuffet blev indtaget ned til floden til stearinlysenes skær. Herefter var der underholdning med trommer og dans af ca. 50 fra Mandinka-folket. Vi var kommet til trommernes kontinent. Mandinkaerne er tatoveret med to streger ved øjnene. Derfor kaldes de også 22-folket (2+2). Træt og lidt sent i lyset af egen flagermuslygte kravlede vi i hver sin seng ind under moskitonettet akkompagneret af naturens tropiske nattelyde.

 

 

Onsdag den 3. marts

 

Efter en relativ kort køretur i vore minibusser kommer vi til floden og til en slags kaj. Vi går om bord i en meget speciel "pirogue", der er farverig og med en overflod af udskæringer på alle bærende stolper. Soldækket er heldigvis overdækket med en presenning, så vi kan holde ud at være der på flodsafari de næste 8 timer op ad floden. På båden er der en bar og et primitivt køkken, så der serveres lunch om bord. Lige efter vi er startet på sejladsen, passerer vi den berømte obelisk, der er rejst til ære for Mungo Park – den skotske opdagelsesrejsende, der i 1795 drog ud for at følge flodens løb.

Gambia River er meget bred, og junglen går helt ned til vandet, så selv om oplevelsen ved sejladsen er stor, føles det lidt ensformigt efterhånden, som timerne går. Det blev yderligere forstærket af, at vi faktisk ikke mødte andre både. Heldigvis var der et farverigt fugleliv og af og til bavianer i træerne, samt lidt livstegn hist og pist på bredden. Jeg løb allerede fra morgenstunden tør for strøm til mit digitale kamera, men så var der mere tid til at nyde turen og de lune pilsnere.

Efter 8 timers sejlads ankommer vi til Basse Santa Su, hvor vi pendles ind til Fulladu Camp på flodens nordside i nogle underlige "jernbadekar".

Indkvartering er igen i negerhytter, hvor hver hytte består af tre lejligheder af middel kvalitet med skrabet toilet, badeforhold og ej spejl – igen uden dør, vinduer uden glas, men med moskito-net sømmet for. Her er der dog indlagt el, så nu skulle batterierne lades op.

Der var tid til en towntrip i Basse Sante Su, hvilket betød, at vi igen krydsede floden i jernbadekarene. Vi fulgtes ad i samlet trop, idet byen ikke virkede særlig gæstfri, men var meget "sort" og beskidt. Vi fik dog sørget for gave-indkøb til dagen derpå. En køn ung pige på ca. 12 – 14 år blev lidt lun på mig og ville have mig med hjem til forældrene for godkendelse. Realistisk set var det måske mere fremtidsudsigten som mig, pigen kiggede på.

Tilbage i campen var der stor aftenbuffet – typisk gambisk mad, indtaget under stråtag, men uden vægge. Igen sluttede dagen med underholdning, denne gang af Fulla-stammen. Det var de gamle kvinder, der underholdt, og der var mange – gruppen voksede til ca. 50 kvinder. I denne stamme gælder reglen jo ældre, jo bedre og jo mere autoritet. Oprindeligt var kvindernes nederdele og dragter forsynet med muslingeskaller og lign., men "moderniseringen" gjorde, at udsmykningen i dag var ølkapsler, plastlåg etc.

Sov vældig godt, men inden da blev Joan forstyret lidt af et "skrydende ædsel".

 

 

Torsdag den 4. marts

 

Vore to busser står klar på sydsiden af floden, og vi tager for sidste gang badekarret over.

Nu sættes kursen ud af Gambia mod Senegals største nationalpark: "Parc National de Niokola-Koba" på 900.000 hektarer. Grænsen krydses med venskabelige udvekslinger og lidt smørelse. Senegal omkranser helt Gambia – eneste åbning er livsnerven ud til Atlanterhavet. I Senegal er det officielle sprog fransk, og manererne er også de elegante franske. Man fornemmer tydeligt forskellen til trods for, at fattigdommen også i Senegal er ufattelig stor. Franskmændene yder meget større hjælp og bistand til Senegal, end englænderne gør i Gambia. Men det ser alligevel håbløst ud. Vejnettet var nu igen rimeligt godt, med asfalterede veje, så kilometrene blev lagt bag os.

Ved en helt tilfældig boplads - af de mange bopladser - holdt vi ind for at se, hvordan de indfødte levede i hytterne. Høvdingen gav os lov til et besøg mod behørig kompensation – naturalier som sæbe, tandpasta, tændstikker og lign., som var indkøbt til samme formål. Sjældent har jeg oplevet noget mere oprindeligt på mine rejser i verden. De digitale kameraer glødede, og indbyggerne så – måske for første gang – sig selv. Spejle er et ukendt begreb. Jublen var helt overvældende, trods skyhed i starten – men der blev mange frivillige til at prøve det nye vidunder: Det digitale fotoapparatet. Fremover blev LCD-skærmene på vore digitale kameraer benyttet til at skabe kontakt på resten af turen.

Frokost på fransk og eksklusiv lodge ned til Gambia River ved Goloumbou. Rigtige glas og tøjservietter samt "ladies first" ved serveringen.

I Tambacounda, hvor vejene krydser og bl.a. fører til Dakar, løb også den vestafrikanske jernbane igennem. Michael Palin er kommet denne vej. Her gør vi holdt ved et "woodcraft" marked. Pengene er nu sengalesiske enheder, hvor minimum er 1000. Trods den lave kurs gik vi i gang med at "prutte", bl.a. fik jeg en stor træfigur af en dejlig vortesvin med hjem til Mike (sønnike). Desuden fik jeg de tre aber "Ikke se, ikke høre og ikke tale" med hjem. En mand fra vores bus faldt nemlig over en stor og meget flot giraf i træ - både han og giraffen tog skade. Guiden ville have, at vi skulle stikke af, men jeg lavede en aftale om en "god pris" for aberne som kompensation for giraffen – ca. 35 kr.

Kortegen fortsætter nu mod sydøst mod Dar-Salam, indgangen til Niokolo-Koba parken, hvor mega-store øl ("Gazella Beer") købes til drengene. Der er stadig 30 km til vort hotel inde i parken, og skumringen er på vej. Bussen er nu også blevet transport for en hel lille lokal familie, som åbenbart arbejder på hotelområdet. Vi ser heldigvis allerede nu nogle dyr; vortesvin, antiloper, perlehøns mm. Og så sker det, vi punkterer! Chaufførerne går i gang, men naturligvis er reservehjulet fladt, og i den anden bus er reservehjulet også punkteret. Problemet blev løst ved at bytte om på tvilling-baghjul og forhjul. Det er nu bælgravende mørkt, middagen blev udskudt, ikke bare med den obligatoriske halve time. Først kl. 21.30 sad vi ved langbordene på Simenti Hotel.

 

 

Fredag den 5. marts

 

I nat havde vi ret så nye og gode enkeltværelses-negerhytter med aircondition, separat toilet og bad – fortsat uden døre, men nu med spejle. Lykken var, at vi skulle bo to nætter samme sted. Restaurant og terrasse var højt oppe med en imponerende udsigt over et sving på den mægtige Gambia River, med jungle og palmer til alle sider.

Fra morgenstunden blev vi opdelt til forskellige aktiviteter. Joan og jeg deltog i trucksafarien gennem junglen bl.a. til et vådområde, og til en meget lang og skæv hængebro over floden. Vi så vilde dyr, mange forskellige antiloper, vortesvin, aber, flodheste, krokodiller og mange fugle, men ikke de store dyr. Grunden er, at hvide jægere har udryddet "the big five" i Vestafrika op gennem 18-hundrede tallet (den sidste elefant blev skudt i 1902 og den/de sidste giraffer mellem 1926-28. Det er vanskeligt at få øje på de dyr, der er, i den tætte bevoksning og det høje elefantgræs trods organiseret bush-burning.

Efter frokost på hotellet – og et bad for at blive befriet for et ordentligt lag rødt støv, tog vi på flodsafari i en alt for lille båd med 2-3 redningsveste til 11 passagerer, turguide samt bådfører. Helt uforsvarligt! Vi så hejrer og fiskeørne, krokodiller på bredden, leguan og flodheste, samtidig fik vi verdens flotteste solnedgang over floden.

Om aftenen blev der serveret en 3-retters menu, og Joan mente, at den dejlige dag skulle fejres med en flaske rosé vin til den franske steak- en dejlig afslutning.

 

 

Lørdag den 6. marts

 

Vækning kl. 6, idet rundturens længste strækning ligger foran os. Ud af Niokolo-Koba parken så vi fra morgenstunden vilde dyr flere steder. Ved middagstid passerede vi landegrænsen - farvel til de asfalterede veje i Senegal – velkommen tilbage til Gambias "durty roads". Grænsestationen trodser enhver beskrivelse, - tænk, at en offentlig institution kan være så fattigt, beskidt, og primitivt.

Jeg føler alligevel at være "hjemme" igen. I Gambia er det nemmere at tale med de indfødte, (tidligere Engelsk koloni) og de virker mere tilfredse med livet trods "fattigdommen".

Frokost i det gamle pakhus for jordnødder i Bassa Santa Su. Herfra følger busserne sydsiden af Gambia River tilbage mod Atlanterhavet. Vi gjorde holdt undervejs i Brikama Ba på et rigtigt lokalt marked med alt hvad en indfødt gambianer behøver af både food og non-food. Varme, stank, mylder og lommetyve! Turguiden havde allieret sig med en af de lokale "drengebander" til at passe på os. Vi kunne bare ikke rigtig se forskel på "de gode" og "de onde". Sikke et gedemarked!

Vejene skiftede mellem asfalt og jordveje, mellem store og kæmpestore huller. Nogle få steder var der gjort spredte forsøg på at lappe hullerne i asfalten – det føltes bare, som om vi kørte på lange stræk af "skildpadder". Med slalom-kørsel tilbagelagde vi kilometerne og ved skumringstid nåede vi frem til Soma med strækningens eneste værtshus i et muslimsk land. Værtshuset var den mest ækle beværtning, jeg nogensinde har besøgt, beskidt med stearinlys og helt uudholdelige, tiggende børn. Men øllene smagte himmelsk og der blev købe en ekstra til bussen.

Her kom jeg i snak med en lille sød pige på ca. 4 – 5 år. Jeg lærte pigen dansk og hun mig gambiansk. Da jeg kom ind til de andre i bussen, havde de andre alle set, den kønne pige og jeg tale sammen. Det første Joan sagde var: Hende skal vi være sponsorforældre til. Vores guider Morten og Mougly er nu ved at finde pigen igen, så vi kan starte med at betale pigens uddannelse.

Nu var det så mørkt, som det kun kan blive i "Det mørke Afrika". Hullerne i asfalten voksede - i både antal og størrelse. Vi havde "kun" 30 km tilbage til campen – turen varede næsten to timer før vi ankom til Tendaba Camp ved Gambia River. Middagen var det for stedet det obligatoriske vildsvin, rigtige kartofler, sovs og tilbehør. Indkvartering fifty-fifty i hytter og rækkehuse. Vi afholdt os pga. af træthed fra "Bamboo Baren" og sov fast under moskitonettet.

 

 

Søndag den 7. marts

 

Denne formiddag kunne vi vælge mellem jeep-safari til "King West National Park", en pirogue bådtur i mangroven til et bird reserve eller en kombination heraf. Joan og jeg valgte bådturen. Fin, fin oplevelse med Mougly som guide, en hottentot som vand-øser og en farvet bådfører. Vi sejlede over Gambia River og ind i en af dennes bifloder, med fugleliv, vinkekrabber og dyndspringere. Båden gik på grund flere gange, og vi kunne ikke nå ind til landgangsbroen ved reservatet. Nu blev bundbrædderne anvendt som bro, og vi gik en lang god tur, og så på fugle og vortesvin, som havde huler under Baobab-træerne.

Midt på dagen fortsatte vi til Sindola Safari Camp i Kanilai – og her var luksus over al forventning. Flot frodigt, grønt område, luksusmad, dygtige tjenere og en indbydende bar.

Næsten alle måtte en tur i poolen, ligge på solseng med madras, få udleveret håndklæder og kolde drinks på pool-kanten. Ca. 45 minutter havde vi til rådighed til dette luksusliv.

Gambias præsident kommer netop fra denne egn, og har også en bolig samt et palads under opførelse her. Så han donerer store beløb til området. Desuden har han en "privat" dyrepark, med dyr, han har fået foræret fra andre afrikanske lande. Her fik vi lov, i følge med en vagt, at køre ind og se de dyr, der tidligere levede naturligt i Gambia. Nogle gik frit og nogle bag tråd- og betonmure. Det var bare usmageligt.

Bad, og så luksusmiddag med dejlig vin. Herefter intensiv optræden af Jola-folket med heksedoktoren i spidsen, og måske op til 100 klappende og syngende indfødte, der både morede sig selv og os.

De indfødte indviterede os hvide ud i støvet for at danse med dem. Alle takkede nej - lige indtil Tommy kom på banen og hoppede heftigt til de hidsige trommerytmer – nøjagtig som en ægte indfødt neger.

Efter indtagelsen af en "Bloddy Mary" bestående af tomatjuice og Malibu, lærte jeg tjeneren, at lave en "rigtig" bloddy Mary. Joan og jeg talte længe med to tjenere, som fortalte en del om deres liv, deres kærlighed og reglerne i hyttebyerne. Vi fortalte til gengæld om vores liv i Danmark.

Den dejlige aften sluttede i baren, som ikke rigtig ville slippe os!

 

 

Mandag den 8. marts

 

Vi fik for første gang på turen lov til at sove længe. Kørte først kl. 9. Undervejs skulle vi uanmeldt besøge en eller anden lilleskole – en såkaldt nursery-school. Parret fra Bredsten havde fået Lego til at sponsorere to store papkasser med legetøj, og parret fra Odense havde indsamlet en kuffert fyldt med gode ting og sager. Skolebørnene sang og sang for vores skyld, og gaverne vakte stor jubel. Sjældent har jeg set større spontan glæde. De helt små børn blev dog meget bange, og græd da de så 30 grisefarvede mennesker komme anmassende.

Frokost blev indtaget et godt sted ved Gambia River på Makasutu Culturel Forrest. Rundrejsen nærmede sig sin afslutning. Busserne kørte nu mod Banjul. Den ene bud med 11 gæster til lufthavnen den anden mod hotellerne i Bakau.

Flyet hjemad skulle efter planen lette kl. 18.10 og ankomme til København tirsdag morgen kl. 04.20. men var lidt forsinket.

Efter de mange fantastiske oplevelser var det en meget træt Tommy der kyssede Joan farvel i Kastrup Lufthavn og takkede for en fantastisk tur. Joan fløj videre direkte hjem til Tisted Lufthavn.

Kl. 05.40 afgang med toget mod Esbjerg, og en dejlig tur med Spies Rejser til Gambia og Senegal er slut - sikket et tidspunkt.

 

En tur som varmt kan anbefales!