Cykelturen til Afrika Læs dagbogen fra de 33 dage hvis du går længere ned på siden | ||
 | | |
Copyright: Tommy Nøddebo Mortensgaard | ||
| | |
 | ||
| | |
Cykelturen til Afrika Efter planen krydser jeg, på cykel, ned gennem Europa fra Christiansborg, som vi kender, til Christiansborg i Ghana - det tidligere Guldkysten. Danskerne var nemlig til stede på Guldkysten fra 1658 til 1850. Ved hovedstaden Accra opførtes Christiansborg Fort. I fangehullerne under slotsmurene har flere hundrede mennesker været stablet sammen på alt for trang plads, ventende på en højst usikker skæbne - lige til de i lænker forlod kysten ved “point of no return” og i store robåde blev sejlet ud til det ventende slaveskib. Christiansborg i Ghana hedder nu Osu Castle, og er hovedsæde for den ghanesiske præsident. Hele området omkring Osu Castle hedder stadigvæk Christiansborg. NYT - NYT - NYT - NYT - NYT Cykelturen er derfor nu kun på godt 4.000 km, og går ganske enkelt fra København til Afrika. 11.04.2006 I min første halvleg her i livet har jeg intet manglet. Anden halvleg har jeg besluttet, skal bruges på, at hjælpe dem der intet har - de mennesker, der dør som fluer, kun få timers flyvning fra Danmark. Jeg er klar over de mulige omkostningerne for beslutningen, og det jeg tænker mest på, er malaria og andre tropesygdomme, som jeg med stor sandsynlighed vil stifte bekendtskab med. Men jeg er bestemt også klar over, de mange dejlige oplevelser jeg vil få, og ikke mindst glæden ved at kunne hjælpe andre mennesker. Første oplevelse for og til mig er cykelturen til Afrika – en belønning til mig selv - fra mig selv. Forleden fik jeg trykt Water2Africa´s logo på 2 t-shirts samt på en vimpel beregnet til cykelturen. Da jeg hentede varerne i butikken, spurgte Nick - en medarbejder med anden etnisk baggrund, som det vist hedder - hvad Water2Africa var for noget. Jeg fortalte kort om Water2Africa. Nick trak sin pung op, stak mig 200 kroner til arbejdet i Afrika, og sagde nogle fantastisk dejlige og varme ord. Jeg fik både kram og lidt mere end fugtige øjne. Den slags oplevelser har der heldigvis været mange af - Nick var bare den sidste før afgang. Besøg Nick og firmaet på www.overnite.dk næste gang du skal have tryk på tøj. Min søn Mike på 16 år har vist stor interesse for Water2Africa, og er stolt over at have en far, der tør satse hele butikken for, at hjælpe mennesker der ellers blot vil ende som et trist tal i en trist statistik. Uden Mikes glæde og opbakning var tanken om Water2Africa vist aldrig blevet til noget - tak Mike og tak fordi du er kommet til København, for at sige farvel og ønske mig en god cykeltur til Afrika. 13.04.2006 Det var en total underlig fornemmelse at pakke tasken i går morges. Mange tanker pressede sig på. Hvor sover jeg mon i nat... eller i morgen... eller næste nat. Mon jeg kan klare, at cykle så mange kilometer uden træning? Og så videre... Kl. 09.25 var tasken pakket og anhængeren spændt for. Jeg hoppede på cyklen, og kørte forbi DGI-Byen i København for, at sige farvel til sønnike. Kort før Gammel Køge Landevej begyndte det, at regne, og vinden var frisk - nåede jeg af se i morgennyhederne. De første 50 kilometer til Køge gik ganske nemme, men fødderne frøs hurtigt til is i det våde og meget kolde vejr. Jeg har valgt at cykle i mine kære løbesko med udluftning til varme tæer... og med kold indblæsning ved jeg nu. Sidst på eftermiddagen nåede jeg humpende gennem de resterende 50 km til Vordingborg. Mit højre knæ kunne ikke klare de mange seje bakker, kulden og vinden. Selv trappen op på hotelværelset kunne knæet ikke klare. Det er løgn tænkte jeg - jeg accepterer det ikke. Jeg gir´ikke op nu. Hænderne måtte hjælpe til, da jeg skulle løfte benet op i sengen. Jeg var virkelig grædefærdig. I dag var det lidt bedre med knæet. Jeg skulle blot over broen til Falster, og så krydse øen de 68 km ned til Rødby og færgen. Men f... vinden var hård og direkte fra syd. Med en samlet vægt på 130 kg. samt regn og slud piskende ind i ansigtet, så var det ekstremt hårdt. Selv vejer jeg 80 kg. incl. tør påklædning. Cyklen, anhænger og oppakningen vejer tilsammen lige godt 50 kg. Hvis det er svært, at forestille sig hvad det vil sige, så tag to sækker cement, smid dem på en trillebør og tril en tur op af nogle lange bakker med herlighederne. Jamen jeg cykler jo, tænker du nu. Ja og du må også gerne spænde trillebøren efter din cyklen og så prøve igen :-) Det ER faktisk mange kilo at slæbe op over bakkerne i strid modvind og med smertende knæ. Men belønningen var både stor og næsten uvirkelig. Med solen smilende ned gennem skyerne trillede jeg fløjtende - og foran alle bilerne - ombord på færgen til Puttgarden. For vildt. 14.04.2006 15.04.2006 De mange spætter hernede arbejder også på højtryk. Det er helt fantastisk at opleve naturen så tæt på - konstant tæt på. Så glemmer man nemt “aftalen” om kun, at løsne musklerne i dag. Pludselig blev det nemlig skumring, og tiden var klart til finde et sted at overnatte. Nein wir haben kein zimmer heute.... Det var nemlig en stor festweekend hernede på grund af påsken, og alt var optaget. Tredje sted, og ca. 40 km længere fremme, havde de lige akkurat et enkelt værelse tilbage. Så lærte jeg det, og nåede næsten ned til Hannover. 16.04.2006 17.04.2006 Min krop føler, den har fået bank i går. Knæet har det meget bedre, og yder 100% det meste af tiden nu igen. Da knæet lavede ballade, måtte venstre ben jo naturligvis yde mere, og det bevirkede, at jeg spændte voldsomt i skulderne, når jeg trådte igennem. Det er bl.a. det, der gør kroppen lidt øm nu, men det har bestemt også været 5 hårde dage, med mange kilometer i benene. Præcis hvor mange kilometer ved jeg ikke, for den dyre cykelcomputer, jeg købte til turen, kunne ikke klare de to første skrækkelige dage med blæst, regn og slud. Så nu har den periodemæssige afbrydelser. I dag prøver jeg at låne adgang til internettet her på hotellet inden afgang. Og så bliver det en dag, hvor musklerne blot skal løsnes lidt. Målet jeg gik efter, er alligevel uopnåeligt. Jeg ville gerne nå foråret, inden påsken var slut, men det er umuligt. I dag kommer jeg lige syd for Kassel, men selv her midt i Tyskland er det ikke forår endnu. De lokale siger, at temperaturen ikke var over 10 grader i 133 dage, og det er den absolutte rekord. Så min vinterjakke er stadig på - både morgen og aften. Midt på dagen er temperaturen dog så meget med nu, at jakken jævnligt kommer om bag på traileren. Vejret lige nu kl. 10.00 er svag til frisk vind, og solen kæmper for at komme frem mellem skyerne. Det tyder på en dejlig dag med temperaturer omkring 13 - 15 grader, gætter jeg. Kort og godt er der altså udsigt til en herlig dag. Cyklen og traileren står sikkert nede i festsalen her på hotellet. Jeg føler mig ikke tryg ved, at efterlade de to udenfor, og indtil videre har de altid overnattet indenfor i trygge rammer. Vejret blev som det plejer, med lidt regn og meget lidt sol. Når regnen pisker ned, og tyskerne ryster på hovedet, af mig, inde i deres store biler, så føler jeg blot, at jeg er sej, og får mere energi, så egentlig er det ok med lidt regn. Dagen sluttede et godt stykke syd for Kassel, med medvind de sidste 10 km og med fyraften allerede kl. 17.30. Her på “Gasthaus” fortæller de, at jeg er kørt ca. 30 km længere, end den by der betegnes som midten i Tyskland. 18.04.2006 Cyklen var en tur forbi et cykelværksted, for at få skiftet lejer m.m. - lidt tidligt. Jeg har selv ekstra slanger, dæk bremseklodser og lignende med, samt naturligvis en lille værktøjskasse. Nu vi er ved udstyret, så er cyklen jeg kører på en ganske almindelig bycykel med 8 gear - en Kildemoes til 3.200 kr. Mit tøj er heller ikke specielt. Jeg har købt et par cykelshorts og et par cykelhandsker. Ellers er det mit gamle løbetøj, jeg cykler i. Når det er koldt, er det min gamle vinterjakke (298 kr. i Føtex) jeg bruger, og når det er knap så koldt, som her, så nøjes jeg med en ganske alm. fleece jakke. Skoene er mine gamle løbesko. Inde under det hele har jeg vinterundertøj. Især på nedkørslerne er jeg glad for det, for vinden er stadig bidende koldt. 19.04.2006 Hvis tommelfingerreglen om, at foråret vandrer 35 km mod nord hver dag, så kan I hjemme i Danmark glæde jer til ca. en uge henne i maj. Frankfurt by kom jeg ind i med helikopterovervågning :-) 20.04.2006 Det var ca 20 grader hele dagen, og om aftenen kl. 20.30 da jeg landede på en privat pension, stod termometeret på 17 grader. Jeg krydsede Elben mellem Mannheim og Ludwigshafen - stort. Strækningen mellem Frankfurt og Ludwigshafen var forholdsvis fladt, og jeg tilbagelagde mange kilometer. Men vejen mellem de to små byer Dreieich og Mörfelden, syd for Frankfurt, var og er ekstrem smal. Alle veje omkring Frankfurt er meget tætte af trafik, og denne strækning er absolut ingen undtagelse. Jeg bankede afsted, på cyklen med ca. 30 - 40 km/t og med en lang hale af især lastbiler efter mig. Vejen er ganske simpel for smal til både en cyklist og to modkørende biler. Efter ca. 1,5 km kørte jeg til siden og den lange række af biler kunne køre forbi. Scenen gentog sig tre gange. Det var hårdt, vildt og slet ikke sjovt. I morgen går jeg efter, at komme til Frankrig, og så følge Elben helt ned til den franske by Mulhouse de følgende dage. 21.04.2006 Den anden rute var mod vest i området omkring Landau og med fantastiske vinmarker. Jeg valgte omvejen med vinmarkerne på grund af det smukke vejr. Det var naturligvis ikke mange kilometer, jeg tilbagelagde i det bakkede landskab, men målet var også kun grænsen til Frankrig. Det var en tur, jeg aldrig glemmer. Alle sanser fik fuld bonus på denne skønne sommerdag. Her i området er der gratis smagsprøver fra vinhusene, og naturligvis fik jeg også “vitaminer” med til turen mod syd. Tidligere skulle man ofte banke på hos vinbonden og så smage i vinkælderen. Det kan man stadig, men nu om dage er der også masser af åbne barer langs vejene, med gratis smagsprøver på alt det man drømmer om. Jeg kørte tilbage til Tyskland for at overnatte på en lille hyggelig vinfarm i grænsebyen Schweigen. Og i dette øjeblik sider jeg nu, og nyder gårdens fantastiske hvidvin - Riesling trocken. Nein... det er absolut ikke den fra Netto :-) 22.04.2006 Utallige var advarslerne mod at cykle i Tyskland, for de har jo ikke nogen cykelstier - kun store biler. Nej her er cykelstier næsten over alt. Det er ganske få kilometer, jeg har kørt på landevejene på grund af manglende cykelsti. Og når jeg har gjort det, så er det for at spare tid og for at snuppe en genvej. Men priserne er jo steget, siden de fik Euro dernede. Ja det er de måske, men en middag på en restaurant koster - uanset hvordan man vender og drejer regningen - kun det halve af hvad en tilsvarende middag koster i Danmark. Drikkevarerne koster også knap det halve. En overnatning på en af de mange “Gasthaus” som ligger i næsten alle både små og store byer, koster fra 20 - 30 Euro incl. morgenmad. Er prisen 30 Euro, så er kvaliteten absolut i top, og ofte får man en hel lejlighed. Og alle steder er der så rent, at det næsten gør ondt i øjnene - “Ordnung muss sein”. Indbyggerne mod nord minder meget om vi danskere - dejlige mennesker, men lidt stressede, og livet er meget centreret omkring penge. I syd finder man meget åbne og særdeles venlige indbyggere. Stress gider de ikke her - så snupper de hellere et glas vin og nyder livet. En dag gik min cykel i stykker i byen Hungen, i det sydlige tyskland, og jeg fandt en cykelhandler kl. 16.30 - altså kort før lukketid. Som det mest naturlige i verden, blev både chef og en ansat til kl. 20.00 for at få min cykel færdig, så jeg kunne komme videre. De tilbød også en overnatning hjemme i privaten. Jamen der er jo ikke nogen seværdigheder i Tyskland. Jo der er næsten ikke andet. I dag cyklede jeg fx. forbi Europas største vulkan, og i går var det et fantastisk smukt slot med tidligere danske kongelige beboer. Og det var seværdigheder direkte på min tilfældige rute. Her er jo også et utal af meget store eventyrlande, som fx. vores egen Djurs Sommerland. Og det er bestemt også en spændende oplevelse, at dreje ind til en tysk bonde og smage friskpresset æblejuice eller måske lidt vinsmagning. Der er masser af gårde med skiltet “Flaschewein” og her kan man både smage og købe dejlig vin til særdeles billige penge. Og så er der jo alle deres vandlande med udendørs bad, indendørs bad, boblebad, sauna, tyrkisk bad, massage, kold- varmtvands massage, kurbad, ansigtsmassage, skønhedsbehandlinger og jeg kunne blive ved. Så der er ingen undskyldning for at få verdens bedste ferie til fornuftige penge. Ind på internettet og søg efter oplevelserne hernede. Ned på den lokale turistkontor efter brochurer. Ring til det tyske turiskontor i Danmark og få tilsendt brochurer. Men undlad, at bruge motorvejene, hvis det er muligt. God ferie! 23.04.2006 Den umiddelbare forskel på de to lande Tyskland og Frankrig er, at bilerne her i Frankrig typisk er små biler, mens det i Tyskland var store biler. Der kører dog en del “topløse” biler rundt her i området - men næsten alle på tyske plader. Altså tyske turister. En anden stor forskel er husenes standard. Næsten alle huse i Tyskland var utrolig velholdte. Her i Frankrig er mange huse i forfald. Byggestilen er den samme - smukt og med megen bindingsværk. Her i Frankrig er der heller ikke en eneste butik, som har åbent om søndagen - ikke en eneste. Det giver problemer i den bagende sol og med kun 8 liter vand med i oppakningen. Derfor var en lokal brandstation meget godt placeret på min rute, og jeg fik tanket flaskerne op til stor morskab på stationen. Det er en underlig oplevelse, at på kun 10 dage er jeg kommet fra Danmark og til Frankrig, og samtidig er jeg kommet fra vinter til sommer. Den dag jeg startede, var vandet jeg medbragte næsten for koldt for halsen at drikke i store slurke. Nu er vandet, jeg slæber rundt på, absolut ikke for koldt længere :-) Hvad franskmændene laver sådan en weekend? Ikke meget tror jeg, for der var ganske stille begge dage. En del sad under skygge i haven med ild i grillen og en god vin på bordet, mens børnene hyggede i svømmepoolen. Mange må også have nydt dagen bag de nedrullede persienner i ly for den første rigtige varme i år hernede. Næsten alle franskmænd hilser og vil gerne tale. Men de har store problemer med både tysk og engelsk, og jeg har absolut store problemer med det franske sprog. De har kun lært fransk i skolen. Nogle få kan lidt tysk, og meget få kan lidt engelsk. Selv de unge mennesker kan ikke tale engelsk. De mener selv, de slet ikke får den engelsk undervisning, de har brug for, fordi lærerne heller ikke kan tale engelsk. Men bonjour, det kan både de og jeg sige, og det er meget hyggeligt, når jeg cykler gennem byerne, at indbyggerne som er at se - store som små - hilser med deres bonjour... 24.04.2006 Der er to muligheder, når man kommer hen til et bjerg, har jeg opdaget. Min topfart er nu 59,2 kilometer i timen - med trailer bagefter. Traileren betyder, at hvis jeg drejer lidt til fx. højre, så ryger det forreste af traileren til venstre for at følge baghjulets spor. Det betyder, at jeg bliver smidt af cyklen, hvis jeg gør det på en nedkørsel. Derfor kører jeg næsten konstant og bremser på nedkørslerne, så farten ikke kommer for højt op. Den tunge last jeg slæber efter mig, skubber jo en hel del bagpå, når det går nedad bakke. Den sidste dag jeg havde i Tyskland, væltede en ca. 10 årig dreng lige foran mig. Han kørte ned, og jeg kørte op. Det var en sten han ramte. Drengen havde ikke cykelhjelm på, men heldigvis beskyttede han sig med hænder og arme. Men med så høj fart, ser man ikke godt ud efter sådan en tur. Tre biler stoppede straks, og vi vurderede sammen, at der ikke var brækket noget. Den ene bilist kørte derfor drengen hjem til forældrene, så de kunne køre ham på skadestuen. I dag har jeg kørt gennem en ægte urskov. Det er en skov, som slet ikke bliver berørt af mennesker. Ingen skovhugger her. Alt får lov at klare sig selv. Det er altså på naturens primisser og sikke et dyreliv - især var der fantastisk mange fugle. De har jo et kæmpe spisekammer gemt i alt det rådne træ, som får lov at ligge i skovbunden. En meget flot og en særdeles tæt skov. Solen har været nådesløs i dag, men heldigvis kom der en meget kraftig tordenbyge sidst på eftermiddagen. Jeg er nemlig tvungen til at cykle med den langærmede løbetrøje på, for efter snart et halvt liv bag mig har jeg stadig ikke lært det endnu. Den sidste dag i Tyskland kørte jeg rundt i bakkerne uden solbeskyttelse af nogen art. Prisen har jeg betalt de sidste to nætter. Så nu får armene både solfaktor og trøje. 25.04.2006 Men det har været ubeskriveligt smukt oppe i bjergene. Jeg har taget en million milliard billeder til min egen store dagbog. Naturen kan ikke fotograferes, så andre kan opleve den - selv ikke af en professionel fotograf. Natur så storslående skal opleves. Alperne glemmer jeg aldrig. Der er en del store og meget flotte fæstningsanlæg her i området. Det spænder helt fra “fort kæmpe stort og flot” til et meget imponerende underjordisk anlæg bygget fra 1935 til 1939. Over jorden er der blot to almindelige små hyggelige familiehuse. Fra begge huse går der skakter 30 meter ned under jorden, og hernede er alt fra hospital til operatørrum samt sovesale. Alt står stadig som dengang - operationsstuer, sovesale, alt er, som blev det forladt i går og ikke for ca. 60 år siden. Da jeg kl. 19.30 fandt et hotel, fik jeg ved indtjekningen et nummer udleveret. Nummeret skulle jeg bruge til, at “låse” mig selv ind, hvis jeg forlod hotellet sent, fortalte den venlige mand i receptionen. Jeg gik straks i bad og over på den anden side af gaden for, at spise på en tyrkisk kebab restaurant. Da jeg kl. 20.30 havde spist og drukket min daglige øl, var hotellet lukket og slukket. Som udgangspunkt, så er ALT ALTID lukket hernede i Frankrig. Mit problem var nu, at koden var på værelset, for 20.30 er altså ikke sent i mine øjne. Rundt om hotellet, for at tjekke alle døre, og så var der bonus. Den dør til køkkenet jeg brugte til at få cyklen i sikkerhed, havde jeg ikke låst efter mig. Og det havde personalet heller ikke tænkt på at gøre - tak for det :-)
I dag kørte jeg stik mod vest for, at komme væk fra Alperne igen og for at komme tilbage til den oprindelige rute. De sidste to dage har været hårde og sammenlagt på ca. 300 km. Sjovt nok så har jeg næsten ikke set en eneste vinstok her i Frankrig endnu. På den tyske side mod Frankrig, er der absolut ikke andet end vinstokke, og på den franske side mod Tyskland er der absolut ingen. Til gengæld har de noget andet her. Der står nemlig skilte ved landevejene hos bønderne - “Foli Gras” står der på dem. Det er den kendte og udskældte franske gåselever. Gæssene tvangsfodres gennem en slange med ekstrem megen mad. Dette bevirker, at leveren vokser til en helt ufattelig stor størrelse, og samtidig giver det en speciel og udsøgt smag. Det er også området her, nord for Lyon, man er stolt af, at lave den kendte ost “Blue de Gex”. I Danmark bedre kendt som den gode gamle skimmelost. Min cykel er monteret med “slick” dæk. Det er dæk, som er næsten blanke - altså uden mønstre. Dette betyder, at de er gode, at køre på i tørt vejr, men samtidig er de ekstrem glatte i regnvejr - og regnvejr var det sidst på dagen. I en mellemstor by fulgte jeg den tætte trafik ned af en lang nedkørsel. Jeg kørte på bremserne så farten var kun et sted mellem 30 og 40 km/t. Pludselig forsvandt cyklen bare under mig i en kurve. Det er faktisk, det eneste man når, at fatte tror jeg - at cyklen forsvinder, nøjagtigt som man ser det i Tour de France. I faldet tænkte jeg bare, at det var godt, jeg rullede, og ikke rutschede hen af asfalten mellem bilerne som kørte både foran og bagved mig. Cykelhjelmen var naturligvis spændt på hovedet, og det er den altid her på turen. Med god vilje, kunne der anes blod på mit venstre ben, og min højre hånd var lidt øm. Jeg var vist ret heldig, men cyklede kun en god time mere, for jeg var vist også lidt rystet. Derfor blev kørslen alt for anspændt og usikkert i det trafikkerede og regnfulde vejr. Mit venstre knæ driller stadig meget, og nu kører jeg på smertestillende piller. Smerterne inde i knæet er måske aftagende, men knæet er mere hævet, og det strammer derfor en del, når benet bøjes. 27.04.2006 Jeg blev jaget meget tidligt op af køjen, fordi de på hotellet skulle trække borde rund nedenunder. Der var vist en fest senere på dagen. Helst vil jeg sove mindst 9 timer hver nat på denne tur, og der er absolut ikke nogen problemer med at sove, skal jeg lige hilse og sige. 250 kilometer vil jeg tro jeg tilbagelagde, og det var faktisk ikke hårdere som en dag i bjergene, men uden den kraftige vind var det ikke blevet til så meget. Det var en særdeles smuk tur, men jeg valgte at lade mit kamera blive i tasken. Kameraet er en tidsrøver, hvis jeg først begynder. Jeg tror ikke jeg så meget, jeg ikke vil se igen på resten af turen. Syd for Lyon var der bl.a. et stort og smukt vindistrikt i bjergene, og så var der jo også lige de 4 store atomkraftanlæg langs floden. Jeg landede i byen Avignon, da det var mørkt, men gik en morgentur på ti min. og det er derfra der er et par billeder. Vejret her er absolut til shorts :-) 28.04.2006 Naturen her er frodig - så er det sagt. Turen i dag gik gennem en stor nationalpark på ca. 30 x 30 km. Mælkebøtterne gik i frø for 2 dage siden længere mod nord. Og sommerfuglebuskene var også i fuld flor for et par dage siden. Tidslerne er over 2 meter høje. Og alle de mange planter vi har hjemme i potteplanterne, de står her, og pynter i naturen. De er bare i fuld størrelse her. Det er forskellen, og den er smuk. Landmandens korn på markerne er også “skredet”. Det betyder, at aksen med korn og de “strittende hår”, er kommet frem, og nu bølger smukt som i den danske... Midsommersangen... er det vist. Fyraften kl. 18.30 for vindstødene var for kraftige til, at det på nogen måde var sikkert, at fortsætte kørslen. Til her midt på landet hvor jeg overnatter, kunne det gå med vinden, da der var en bred cykelsti, men de næste mindst 21 kilometer er der ikke cykelsti. Vinden er vel meget tæt på storm og vindstødene langt over stormstyrke. Det meste af tiden var der med- eller sidevind, men ofte måtte jeg stå af cyklen på grund af de helt enorme vindstød, som pressede mig for langt ud på vejen. Vejene her i Frankrig er iøvrigt i en særdeles elendig forfatning, med bl.a. masser af store revner, som jeg absolut ikke må få mine dæk og fælge ned i. Min cykelcomputer har til og med i dag villet vise hastigheden, men det er også slut nu. Derfor har jeg lavet min egen lov. Nøjagtigt som “Ohms lov”, som vi alle kender fra fysiktimerne. Når man kender dækstørrelsen og antal tænder på både for- og bagtandhjul, så er det ud fra kadencen (antal omdrejninger med pedalerne pr. min.) intet problem, at finde den nøjagtige hastighed - smart ikke sandt :-)
Vinden er aftaget lidt, og er vel det, vi kalder kuling nu. Så det blev en sej dag i modvind og lidt sidevind. Jeg prøver så småt, om jeg kan nå rundt om bugten her og til Spanien på mandag den 01. maj.
Priserne her i Frankrig er tæt på de danske priser. Prisen for et værelse på hotel er lidt billigere som i Danmark. Men der er snavset, beskidt og meget er ikke vedligeholdt her i Frankrig. Helt modsat i Tyskland. Og her er priserne uden morgenmad. Morgenmaden koster fast 6 Euro og består altid af et eller to stykker flütes, smør, to slags marmelade og en kop kaffe. Priserne på restauranterne er ca. de samme som i Danmark, men her er vinen langt billigere. En halv liter af husets vin, koster typisk 3 Euro (24,50 kr.), og en hel liter koster ca. 5 Euro. Priserne på andre drikkevarer som cola eller øl, er som de danske priser. I supermarkederne - der findes vist ikke små købmænd hernede - er især deres frugt- og grøntafdeling værd at skrive hjem om. Stort, smukt, friskt og farvestrålende. Det er fantastisk dejligt. Priserne er også som de danske i supermarkederne. Igen dog ikke for vinen som også her er en del billigere end i Danmark. Om aftenen ved 18.00 tiden var jeg total færdig efter 3 hårde dage i vinden. Men først kl. 22.30 lykkedes det mig, at finde et hotel som havde åbent. Den sidste time blev kørt i mørke, og jeg fik den smukkeste solnedgang med ind over bjergene. Alt dette bevirkede, at jeg kom tættere på den spanske grænse, end jeg havde drømt om. Modsat i morges kan jeg pludselig godt se mig selv i Spanien i morgen. Vaklende af udmattelse, fik jeg kokken til at lave en stor portion pasta med kødsauce - trods det, at køkkenet allerede havde lukket. Jeg fik også en halv liter vin og en meget hyggelig aften med kokken og pigen i receptionen. De var på min egen alder, og det viste sig, at de var ægteparret som ejeede hotellet her ved Middelhavet. 01.05.2006 Det var hårdt og meget smukt. Jeg havde valget mellem, at cykle lidt ind i landet og tage bjergkæden der ved vejen til Barcelona. Denne tur ville være 35 km kortere og meget nemmere. Men jeg valgte den smukke gamle rute ved middelhavet. Det betød, at der var en 6 - 7 dyk helt ned til Middelhavet og de smukke byer, som ligger på ruten og helt op på toppen igen. Op og ned, op og ned, op og ned... Pyrenæerne ved middelhavet er en meget stor og en meget smuk oplevelse. Først på aftenen ankom jeg til en lille by ved kysten i Spanien. Men her var hotellerne lukkede, da deres sæson først startede i juni og så de næste to måneder med. 25 grader og ingen sæson? Det er bl.a. vinden, som holder gæsterne borte, fik jeg senere oplyst. Jeg kørte ned på den lokale campingplads, og fik en udemærket campingvogn med fortelt til 25 Euro for en overnatning. Efter en god middag bestående af bl.a. lam, var det tidligt i køjen efter en stor, stor 1. maj. 02.05.2006 Mit lille lommekamera har heller ikke været fremme, men der har heller ikke været mange oplevelser på den korte tur. Dog var der en del trafikdræbte slanger i vejsiden, og jeg kørte selv en lille fyr på ca. 20 cm over. Slangerne ligger åbenbart og suger varme på den mørke asfalt. Og så var der de smukke piger i vejsiden, som jeg undrede mig over, men det er vist noget, langturschaufførerne kan fortælle meget mere om. Spanierne er meget spontane, kan jeg allerede tydeligt mærke. Mange råber opmuntrende til cyklisten med den mærkelige trailer, og det er altid dejligt. Naturligvis var der mange bilister i Pyrenæerne, som kom med tilråb. Pyrenæerne er jo grænsen mellem to store cykelnationer. Mit venstre knæ har det bedre, og skaber faktisk ikke de store problemer, når jeg cykler, men kun når jeg sover nu - jeg kan nemlig kun ligge på ryggen på grund af knæet. Problemerne med mine knæ skyldes, at muskler vokser enormt hurtigt, hvis de presses. Faktisk kan de vokse med næsten samme hastighed, som de forsvinder, hos en person som er sengeliggende i en periode, og derfor skal have genoptrænet musklerne bagefter. Mine læg- og benmuskler er vokset synligt, og næsten fra dag til dag kan jeg mærke mere styrke i mine ben. Men alle de små vitale dele inde i mine knæ kan ikke helt følge med musklerne - derfor problemerne.
Dagen startede sent, da jeg bestemt ikke følte, der var nogen energi. Jeg var tæt på, at sige til mig selv, at det så nok var det - der var bare ikke mere energi tilbage. Men ca. kl. 13.00, efter 3 timers cykling, kom energien i den grad tilbage, og jeg begyndte at tisse med jævne mellemrum igen. Det var en utrolig dejlig oplevelse, at få gejsten tilbage. Vind havde jeg fået at vide, der ikke ville være noget af, når først jeg kom 100 km syd for grænsen, men det var der altså. En frisk medvind, og med kun få bjerge, men et bakket landskab, så gik det over stok og sten. 50 km før Barcelona, kom jeg til Middelhavet igen, og så var det fladt terræn og medvind. Nu gik det stærkt gennem alle de mange feriebyer (Costa Del Sol), som danskerne valfarter til. Som jeg ser byerne, er de ganske nedslidte og slet ikke vedligeholdte, men nu om dage er det vel også kun de unge, der drager på druk i byerne. Vejen gennem kæmpebyen Barcelona hedder N2, og den går næsten bare lige ud gennem hele byen. Det var en vild tur med meget trafik. Rigtig meget trafik. Helt op til syv spor i begge sider. Inde i byen var det ikke så slemt, men da jeg kom ud til lufthavnen på den sydlige side af byen, var det for vildt for en cyklist med trailer at flette rundt mellem de mange spor. Kl. 18.00 startede jeg gennemkørslen i Barcelona og først godt kl. 22.00 ankom jeg til et hotel i feriebyen Castelldefels, 15 km syd for Barcelona.
Når jeg ankommer, til stedet jeg skal overnatte, har jeg fået den gode vane, at spænde traileren fra og løsne musklerne lidt med en lille tur. Jeg ved ikke, om det virker på benmusklerne, men det virker på psyken. Det er bare så dejligt, at mærke det ikke nødvendigvis er mig eller cyklen, der er problemer med, men bare traileren der er på slæb. Efter at have kørt i bjerge en dag med den tunge satan halsende bagefter, er det bare for vildt, at køre op over en enkelt stigning eller to som en fri mand. Her i Spanien er feriestederne lukket. Få restauranter har åbent. På næsten alle gadehjørner er ejendomshandleren klar til turisterne. Og så er der jo de mange barer - de har næsten alle åbent, og her mødes de lokale, de handlende og politiet over et par genstande. Ja politiet må åbenbart gerne drikke i uniform hernede. Indenfor i mange af butikkerne sættes de nyankomne varer på plads, og især foran skobutikkerne strømmer en stærk duft af ny gummi ud på gaden. Jo alt er næsten klar til den næste store rykind af turister.
Her i Spanien kører rigtig mange biler rundt - Made in France. Måske laver de bilerne med statstilskud i Frankrig, og sender derefter både biler og statstilskuddet ned til de grinende naboer :-) Bilisterne her i Spanien, er uden diskussion de mest hensynsfulde i trafikken - af de fire lande jeg har kørt i. De giver altid plads til cyklister, og det er som om, de ligefrem glæder sig på cyklistens vegne på fx. en nedkørsel. De hverken dytter eller prøver at mase sig forbi. Næ... de kommer med positive hentydninger, og er altid venlige. Det kan vist næsten sammenlignes med bedstemor og bedstefar, som glæder sig over, at opleve børnebørnene juleaften. Når jeg spørger om vej hernede, finder de ofte papir og pen frem, og så forklarer de, mens de tegner ruten op - de har altid tid til at hjælpe. Ingen vind i dag, så jeg gav den bare gas, og nåede næsten til Valencia. Det er efterhånden bare det samme landskab igen og igen. Der er slet ikke samme forskel, som i Frankrig eller Tyskland. Her er bjerge, Middelhavet og meget grønt. Og feriebyerne, som jeg har kørt igennem godt 100 af til nu, de er faktisk også meget ens. I går var der dog en by med en fantastisk flot appelsin-allé på ca. en kilometer. Og de flotteste solmodne og saftige appelsiner hang der stadig fra 2,5 meter og op til toppen.
Turen gik bare stille og roligt hen til Valencia i dag. Selv om byen er meget mindre som Barcelona, så er det stadig en million by, som man ikke bare lige smutter igennem. Jeg havde et kort over Barcelona, men ikke over Valencia. Derfor var det faktisk solen jeg kørte efter. Det gik vist nogenlunde, for der var jo også Middelhavet som stopklods mod venstre. Jeg kørte ca. 15 km syd for byen og fandt et smukt beliggende hostel i et naturreservat. Godt en time i badekarret og derefter paella som er noget ganske specielt her. Det er nemlig, verdens bedste paella man laver omkring Valencia, siges der. Personligt syntes jeg, det er noget griseri, at man skal sidde og rode rundt i maden for, at finde en flot jomfruhummer, som derefter indsmurt i ris og sovs skal knækkes. Nej min mor Ella laver nu altid bedre mad end paElla. 07.05.2006 Det var en meget smuk tur, fordi der endelig var lidt variation i naturen. Det er jo ikke det, jeg er vant til her i landet. Dagen sluttede med udsigt over den smukke by Calpe nord for Benidorm. Bjerglandskabet her i området er også mere skulpturelt, end jeg er vant til at se her i Spanien. 08.05.2006 Pludselig 10 min. efter at jeg startede, sagde det scu, scu, scu..... hele otte gange. Det var et team proff. cykelrytter, som ikke havde tid til, at sige “Hola” da de på lige linie hamrede forbi mig. Der er mange cykelryttere hernede, og alle siger vi hola til hinanden. Det er meget hyggeligt. På nedkørslerne har jeg en lille medhjælper, da traileren skubber på med en del kilo. Derfor tog jeg en hurtig beslutning. Venstre arm ud, som tegn til bilisterne om, at jeg trak ud fra nødsporet og til kørebanen. Derefter op på den største klinge og jagten var igang. De proff. drenge var godt 100 meter foran, men med pulsen på 178, kom jeg op på siden af teamet og råbe HOLA, så det stadig runger i bjergene. Bilisterne klappede, da de bagefter kørte forbi mig. Det var kun spansk tv, der manglede, for at ydmyge drengene totalt. Det er den bedste start på dagen. Solen har været meget hård i dag. Hver dag ligger temperaturen lige under 30 grader i skyggen, men i dag brændte solen voldsomt. Og da jeg jo kører mod syd, har jeg den bagende sol ind mod kroppen, ansigtet og armene hele dagen - det er varmt. I byen Alicante kørte jeg ned forbi havnen. Flere hundrede af de helt store både, med besætning ansat, ligger her side om side og vugger i bølgerne. Aldrig har jeg set så mange og så store både på en gang. Og bare på denne tur er jeg vist kommet forbi flere havne med store både, end der er sommerdage i Danmark om året. 09.05.2006 Der boede en gruppe turister fra Norge på hotellet, og ejeren inviterede mig på gratis middag om aftenen sammen med denne gruppe på 8 personer. Sikke en hyggelig aften med alt for meget øl, vin og sprit. Sjældent har jeg grinet så meget over misforståelserne og vittighederne vi naboer imellem. Og så var der jo maden... Jeg har spist utrolig godt på turen herned, men har aldrig fået så dejlig mad som denne aften. Hvis denne aften var prisen for, at vores naboer “Fjellaberne” vandt i Ishockey, så var det absolut fortjent de vandt. Hotellet kan bestemt anbefales. Gæsterne bliver hentet i lufthavnen og kørt rundt til de mange forskellige seværdigheder og aktiviteter i området. Bl.a. kunne jeg forstå på nordmændene, at de skulle op til en 36 grader varm helsekilde for anden gang på deres 5 dages ferie. www.michel.nohotell.michel@terra.es 10.05.2006 Turen i dag gik gennem store områder, hvor der indvindes salt fra Middelhavet. Og jeg kom ind i et meget fattigt område af Spanien. Utrolig mange huse stod tomme og forladte, og mange af husene var i en elendig stand. De mange løsgående hunde her var et problem for mig. Ikke de små, men de store hunde - schæferhundene især. Det er under ingen omstændigheder sjovt, når der er en flok af disse vilde store dyr efter en. Selv her i varmen giver det gåsehud på armene. For at komme væk fra det fattige område og tilbage til kysten, valgte jeg, at fortsætte gennem øde bjergområder. Heldigvis nåede jeg frem til kysten, inden mørket helt faldt på, og jeg fandt endda et særdeles dejligt hotel. 11.05.2006 Det meste af dagen var igen i bjerge, og det gode var, at de sidste 13 km blev kørt på under 15 min. Fed nedkørsel. Festen i Sevilla, fordi de lokale drenge der vandt UEFA cup i fodbold, er helt enorm. Jeg følger den lidt på TV, inden jeg sover, og så når jeg spiser på restauranterne. Den fest overgår vist både vores fest for EM-drengene i fodbold, håndboldpigernes guldfest og festen for Bjarne Ris - tilsammen. 12.05.2006 Her i Spanien åbner spisestederne først kl. 20.30, og i weekenden kommer de lokale for, at spise mellem kl. 22.00 og midnat. Inden kl. 22.00 er der tomt, men efter kl. 22.30 er der fuld hus over hele linien. Mens mange går meget sent på restaurant, så går de helt unge på diskoteket, som ligger skråt over for mit hostel. De som lige har stiftet familie, står i kø rundt om hjørnet ved automaten, som udlejer videofilm. I denne weekend er der tyrefægtning i Madrid. Det er den store nationale tyrefægtning, så på de forskellige cafeer, barer og restauranter er der tyrefægtning på TV. Få er meget begejstrede, og en del er ligeglade. 20 grader helt nede ved vandet kl. 22.30 stod der, da jeg gik hjem. Det har været tropenætter her i nogle dage efterhånden, kan jeg se på TV. En tropenat er, når temperaturen ikke kommer under 20 grader i et døgn. 13.05.2006 En hel dag uden energi er ikke sjov - og slet ikke i bjergene. Når man så samtidig kører forkert flere gange, så er det et helvede. Det var godt, jeg nåede ind til målet - byen Almería. De sidste 15 km foregik nemlig langs vandet på en lang promenade. Det var en både smuk og kølende tur i forhold til i bjergene, som jeg efterhånden kender alt for godt. På strandrestauranten, som tilhører det hostel, jeg sover på her i Almería, spiste jeg aftensmaden. Hvis bølgerne går højt på en restaurant hjemme i Danmark, så får man lidt brød og smør, mens man venter på maden. Her i Spanien har jeg aldrig fået brød og smør, men alt muligt andet spændende. I dag var det 2 hele letsaltede og pandestegte sardiner med frisk brød til. Det var ret meget ok. 14.05.2006 Jeg brugte lidt af ventetiden på, at finde en internet café, så jeg kunne uploade nogle flere sider. Kl. 18.00 var der afgang. Mig og hundredtusinde fra Marokko. Der var en fremragende kold rødvin i restauranten. Øl og marokkansk folkemusik på storskærm. Aftenen sluttede med Mr. Bean til lokal underlægningsmusik. Omkring midnat sejlede vi ind til byen Nador i Marokko. Jeg kom først gennem politi og tolden, og kørte op gennem en gade med ca. 200 mennesker, som stod og ventede på færgen. Nogle solgte varer, andre ventede på venner fra Europa og andre igen ventede på, at komme med retur. Klapsalver og høje “Welcome to Marokko”, lød det til den meget, meget, meget stolte cyklist. Det er den største oplevelse for mig i mange, mange år. Min cykeltur til Afrika var gennemført. Jeg cyklede ud af havnen og lidt op i byen, og tog det første hotel, som lå på vejen. Fuck et hotel. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Jeg har oplevet meget, men dette er absolut det værste og mest ulækre. Nærmere beskrivelse vil jeg slet ikke komme ind på her. 15.05.2006 Specielt på dage med gode ben, har jeg ofte både fløjtet og sunget gode gamle danske sange fra glemmebogen. Og ovenstående sang passer jo udemærket til dagen i dag. Da jeg vågnede op, her i Marokko, og tog ørepropperne ud, var der en forfærdelig råben og skrigen ude på gaden. Jeg havde slet ikke set ud af vinduet endnu, fordi det var mørkt, da jeg ankom, og fordi der samtidig ikke var lys på mit værelse på hotellet. Det var en handelsgade, jeg kiggede lige ned på, viste det sig. Derfor larmen. Jeg blev vasket i iskoldt vand, og ville derefter finde en restaurant, til at komme på toilet på - for det ville jeg absolut ikke her. Jeg kan sagtens bruge toiletterne, som bare er et hul i jorden, men det var denne her ikke engang. Den var bare ekstrem ulækker. Rundt i byen på cyklen, men der var ingen restaurant. Der var ingenting. Vejen fra havnen var asfalt, og det sammen var vejen langs Middelhavet. Resten var fastkørt jord fyldt med huller og affald. Her bor berberfolket, der er nomader. Ikke et eneste billede fik jeg lov at tage af befolkningen. Derfor besluttede jeg, at cykle til den lille spanske by Melilla - også her i Afrika. Byen har 58.000 indbyggere og er på 12 km2. Efter 11. september 2001 patruljerer skarpt bevæbnet grænsepoliti døgnet rundt langs den mur, der er EU´s yderste forpost mod Afrika. En spændende by, som er en blanding af de rene og pæne spanske byer og så en masse afrikanske gadesælgere. Brevet til Præsident George W. Bush blev også sendt her fra byen Melilla i Afrika. I byen Nador i Marokko var der ganske simpel ikke en postkasse. Turen er nu slut, brevet er sendt, og jeg skal blot finde ud af, at komme hjem til Danmark igen. Jeg glæder mig specielt meget til, at læse hvad jeg har skrevet her i dagbogen, for det har jeg valgt ikke, at gå tilbage og læse under turen. Der har været en million milliard spændende oplevelser, og kun en brøkdel er med her. På den 4.000 km lange cykeltur har jeg forbrændt ekstra 143.640 kcal i forhold til de 2.400 kcal jeg under normale omstændigheder forbrænder på en dag uden motion. Det er 60 dages ekstra energi, jeg har hældt indenbords på kun 35 dage. Hvordan mon det bliver, at vænne kroppen til normale tilstande igen? Cykelturen har været en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig har fortrudt. Trods Tin-Tin håret skabt af cykelhjelmen efter godt en måned på hovedet. Og naturligvis har jeg også haft ondt i numsen. Meget ondt de første 14 dage. Forbrændinger, brandsår på ørerne og dehydreringer har jeg kæmpet mod pga. solen. Mine knæ har drillet lidt, og det venstre er stadig ikke helt på toppen. Der har været dage med forfærdelig krampe i mine nye store lægmuskler - både under kørslen i bjergene, men særligt om natten. I især bjergene har mine øjne brændt af den saltholdige sved, som bare løb og løb i den ulidelige varme. Visse dage var luften tæt af små insekter, som sved forfærdeligt de første par minutter efter, at de ramte øjet. Insekterne pillede jeg ud af øjnene om aftenerne på hotellerne. Både de gode og de mindre gode oplevelser har jeg puttet ned i min personlige og store pose med livserfaringer og oplevelser. Der bliver de, og derfra styrker de mig resten af livet. I min pose med livserfaringer er også et guldkorn fra Kierkegaard. “At vove er at miste fodfæste for en stund - ikke at vove er at miste livet.” | ||
| | |