Helvedes baggård

I søndagsskolen lærte jeg, at hvis ikke jeg bad til gud, kom jeg i helvede. Og det har nok været lidt sløjt med mit fadervor og lovprisning siden dengang.
Så nu er jeg her - i Helvedes baggård.

Officielt hedder stedet Noschanitsa. En ukrainsk landsby cirka 140 kilometer nordvest for atomkraftværket Tjernobyl som eksploderede den 26. april 1986.
Ved uheldet som var verdens største atomkatastrofe, rejste der sig en kæmpe sky af radioaktiv støv, der i omfang var 200 gange større end fra bomberne i Hiroshima og Nagasaki.

Vinden blæste den radioaktive forurening mod nordvest, hvor den blev slået til jorden af de regnbyer, der faldt undervejs. Bestrålingen kunne i ugerne efter måles i hele Nordeuropa, men i landsbyen Noschanitsa er alt stadigt radioaktivt.
Her regnede det den 26. april 1986, og strålingen er nu flere tusinde gange det normale. 96 ruiner og tre huse ligger her. Og kun de tre huse er beboet.

Med ialt fem beboere. En af dem er den 60 årige Vasiliy Kobilinskiy.
To gange har vi fået skriftlig løfte om, at vi kunne blive evakueret og få en lejlighed et andet sted her i Ukraine. Problemet er at vores land ikke har penge til at bygge for. Men til foråret har de lovet, at vi kan få en lejlighed med elevator, siger han.

Vasiliy er invalid. Når han går, må han nærmest slæbe sig afsted. Sammen med sin jævnaldrende kone Tania venter han på at blive evakueret fra landsbyen. Til april har de ventet i 11 år.
Sidste forår blev de tilbudt en anden lejlighed, som var under opbygning. De nåede endda at få nøglerne udleveret. Men for fire måneder siden kom "Tjernobyl kommissionen" og hentede dem igen. Uden at fortælle hvorfor.

Vi har alligevel nået en alder, så det næsten er ligemeget, hvordan vi kommer væk herfra. Om vi skal ned i jorden her eller op i en boligblok et andet sted gør ikke den store forskel, indskyder den 93 årige nabo Parasia Trachenko, som er kommet over på besøg.
Siden beboerne i de andre huse i landsbyen blev evakueret, er ingenting holdt ved lige.
Vi har ingen forbindelse til andre mennesker. Der er ikke nogen telefonforbindelse herude mere og vores hest, som er den eneste tilbage i landsbyen, brækkede benet sidste forår, og er først nu ved at være rask. Også vandforsyningen er brudt sammen, fortæller Tania.

For at overleve er familien tvunget til at drikke af det radioaktive vand, som de henter op fra deres gamle brønd. Maden de spiser, er noget de selv dyrker på den giftige jord. Eller noget frugt, grønt og svampe de finder blandt ruinerne, som ligger tæt omkring deres hus. Og de otte høns, de har gående foran huset, leverer både æg og kød.

Når deres søn kommer hjem på besøg, har han også mad med. Det køber de for Vasiliy´s invalide-pension, som er på 15 ukrainske criviner ( Ca. 48 danske kroner) om måneden.
Om natten kommer bander og familier herud for at stjæle byggemateriale. Døre, vinduer, sanitet, tagplader ja selv bærende konstruktioner, - alt tager de. Og for at vi kan holde varmen, er vi også tvunget til at stjæle fra vores evakuerede naboers huse. Vi har ikke andet at fyre med, end det vi finder der, siger Tania.

Når indbyggerne i de stråleramte områder bruger radioaktivt træ til at fyre med spredes radioaktiviteten med røgen og vinden, til nye områder. Radioaktivitet kan ikke brænde. Når de fattige ukrainere stjæler bygningsmaterialer fra ramte områder og sælger det videre eller bruger det i deres egne huse, føres den radioaktive forurening også til andre dele af landet.

Ide enorme skove, som ligger omkring landsbyen, kommer krybskytter ofte på besøg. De nedlægger de syge dyr og afsætter kødet til slagtere inde i hovedstaden Kiev. Dyrene er så radioaktive, at det er en dårlig ide at røre ved dem, siger forskere på området.

For beboerne i landsbyen føles de korte vinterdage lange. De får dagene til at gå med at sove og gøre rent i deres huse.
Jeg sidder her i min seng og stirrer ud af vinduet det meste af dagen. Men det sker også, at jeg slæber mig en tur rundt i ruinerne eller fodrer hesten, fortæller Vasiliy.

Jeg forlader Helvedes baggård sammen med tolken Igor, mens jeg igen tænker på min søndagsskole. Her fortalte læreren for 25 år siden om et land, der hed Kuwait. Landet var så rigt, at selv børnene havde TV og telefon på deres værelser.
I Noschanitsa findes der ikke engang værelser.