Tjernobyls helte græder.

For snart 11 år siden var de på forsiden af aviserne i hele verden. Dengang som stolte helte, der kæmpede for deres land.
I dag føler de sig tilsidesat og belastende for det ukrainske samfund. Syge af angst for hvad fremtiden bringer.
Men når de får begyndt med at fortælle om deres fortid, liver de op.

Den 26. april 1986 klokken 01.23.58 glemmer de aldrig. Tjernobyls helte. Brandmændene, politiet, militæret og de mange civile. Fra denne skæbnesvangre dag og et halv år frem satte de livet på spil for at redde det, der dengang hed Sovjetunionen og resten af verden fra den værste atomkatastrofe nogensinde. Eksplosionen på Atomkraftværket Tjernobyl.

Under en rutinemæssig test hvor teknikerne skulle sænke reaktor 4´s kraftsydelse, viste der sig en hidtil ukendt konstruktionsfejl. Reaktoren var ustabil ved lav ydelse. Forsøgene på at lukke reaktoren helt ned fik blot spændingen til at stige. En nedsmeltning af reaktorkernen var i gang. Nedsmeltningen udløste en serie alvorlige brinteksplosioner, som fik taget på reaktor 4 til at bryde sammen. En voldsom brand hærgede derefter i 10 dage.

Brandmændene var de første på stedet efter eksplosionen. De kom fra atomkraftværkets eget brandvæsen, fra Tjernobyl by og fra nabobyen Pripjat.
Senere kom andre brandmænd til fra hele regionen og fra det, der nu er Ukraines hovedstad Kiev.
Indsatsen blev straks iværksat for at hindre flammerne i at brede sig til reaktor 3, som er sammenbygget med reaktor 4. Senere på natten blev flere brandmænd sendt ind i reaktor 4 for at forsøge at slukke branden derfra. Andre blev i hold sendt op på taget for derfra at tage kampen op.

Klokken 06.35 om morgenen den 26. april havde de fået bugt med branden på taget. På samme tidspunkt om morgenen begyndte de brandmænd, som var de første fremmødte, at blive syge af den dødelige høje dosis radioaktivitet de havde fået. 19 af disse blev straks fløjet til et hospital i Moskva med speciale i strålingssygdomme. Intet blev sparet på at redde deres liv. Alligevel døde de seks af dem kort efter ankomsten til sygehuset.

Mange flere redningsfolk blev de følgende dage fløjet til hospitalet i Moskva. Trods den store indsats for at redde deres liv døde ialt 31 af brandmændene de første dage efter ulykkens start.
Alle gjorde deres bedste under katastrofen, men fem mand fra den lille brandkorps i byen Bila Tserkva gjorde sig selv verdenskendte med en helteindsats. De fjernede det dræbende radioaktive vand, som ved slukningen samledes under reaktoren. Derved hindrede de en total ødelæggende eksplosion. De døde alle fem kort efter at opgaven var fuldført, men inden da modtog de anerkendelse fra hele verden.

Mens brandmændene kæmpede mod flammerne, tog politi og militær fat på andre opgaver. Der lå et kæmpe stykke arbejde foran dem. Befolkningen skulle evakueres fra de nærmeste byer, og der skulle ryddes op efter de enorme mængder radioaktivt støv.
Den største opgave var at standse spredningen af mere radioaktivitet. Dertil skulle de bygge en kæmpe betonkapsel (sarkofage) belagt med en blykappe, omkring den havarerede reaktor 4. Dette arbejde med sarkofagen var færdigt godt syv måneder senere, den 30. november 1986.

Floden Dnepr, som forsyner 30 millioner mennesker med drikkevand, var også en stor spreder af den radioaktive forurening. Den har mange udspring og bifloder, som løber igennem de ramte områder. Mange af disse blev spærret med over 50 kilometer dæmning.

Sammenlagt har over 650.000 folk fra brandvæsenet, politiet, militæret og civile været beskæftiget med det risikofyldte arbejde under og efter katastrofen. Det er disse folk, der i dag føler, de bliver glemt af den ukrainske regering.
I desperation demonstrerede en gruppe på cirka 1.000 personer i sidste måned foran parlamentet. De protesterer mod regeringens forslag om at skære i støtten til de mennesker og deres familier som hjalp under katastrofen i 1986.

Ud over at sænke pensionisternes udbetalinger til maksimum 50 dollar om måneden fratages alle Tjernobyl-helte, der hjalp til under ulykken, en række fordele. De betaler i dag, knap 11 år efter ulykken, kun halv husleje, halv elregning, halv varmeregning, og de har gratis læge- og tandlægehjælp. Al offentlig transport er gratis. Det vil sige bus, tog og undergrundsbanerne. Disse goder vil politikerne skære bort.
Derudover forsvinder en speciel Tjernobyl bonus på 42 dollar om måneden. Også børnene rammes. De går gratis i vuggestue, børnehave, skole og fritidsordning. Og de har de samme fordelagtige læge- tandlæge- og transport ordninger. Også noget der forsvinder.

Regeringen i Ukraine siger, at den siden selvstændigheden i 1991 har brugt over en milliard dollar til kompensationen. I et fattigt land som Ukraine er det et stort beløb.
Selvom den ukrainske regering tilsyneladende kan spare store beløb er regningen langtfra betalt. Nye byer skal planlægges fra bunden og senere opføres af håndværkere. Vejnettet skal føres frem og den kollektive trafik skal fungere. El, gas, vand, kloakker, skoler, børnehaver, hospitaler, butikker, indkøbscentre og så videre. Enormt kostbare projekter.

Ved udgangen af 1996 er cirka 91.000 personer evakueret. 280.000 bor stadig i områder der er ramt så slemt af forureningen, at de hurtigst muligt skal evakueres. Den vurderes af eksperter til at vare mindst 15 år endnu.

Ganske vist har landet modtaget økonomisk støtte på mange milliarder dollars fra vesten, men de kan ikke klare de enorme omkostninger, der følger med uheldet.
Myndighederne er under evakueringen stødt på mange problemer. Blandt andet vælger en del af de familier, som bliver tilbudt et nyt hus eller en lejlighed i et område uden stor radioaktivitet at sælge den nye bolig kort efter indflytningen. Derefter flytter de tilbage til deres gamle hus i de forurenede områder.

I kulissen står mange af heltene og de efterladte familier grædende tilbage. De ryddede op og var tro mod systemet, da alt var kaos. Nu har mange af dem hverken udsigt til arbejde eller økonomisk sikkerhedsnet.
De må som så mange andre i Ukraine på gaden for at tigge og begå ulovligheder for blot at skaffe til dagen og vejen.